Mindeord ved næstformand Hans Henrik Hougaards død
07/05/2020 11:59
Vi har i bestyrelsen i Samsignal modtaget budskabet om Hans Henrik Hougaards død med stor sorg.
Henrik (som var det han blev kaldt i daglig tale) var med helt fra starten i Samsignal. Det var faktisk Henrik der agerede fødselshjælper for kommunen med afholdelse af den stiftende generalforsamling den 16/9 2009.
Henrik blev indvalgt i bestyrelsen i den nye forening og var i alle årene næstformand, referent og stod med stor iver for den daglige drift af vores lokale kontor.
Et arbejde han værdsatte og løste med stor omhu. Henrik var en ildsjæl, og han brugte en meget stor del af sin tid på dette arbejde, var altid velforberedt og sørgede for at holde sig opdateret om alt det, der rørte sig indenfor området.
Han var altid opmærksom, meget visionær og pligtopfyldende.
Efter et helt liv som ansat i tilknytning til branchen, var Samsignal i hans sidste år et vigtigt holdepunkt og et projekt han værdsatte rigtig meget.
Henrik havde et meget stort ”antenne”-forenings hjerte, som ofte kom til udtryk i form af ønsket om at forbedre og sikre gode vilkår for vores medlemmer.
Henrik havde overordnet den holdning, at tingene skulle gå ordentlig for sig og at vi hele tiden skulle sikre, at vi drev foreningen til gavn for medlemmerne, for han havde i sin lange karriere indenfor branchen set, at det andre steder ikke altid gik ordentlig for sig.
Henrik var igennem tiden med til at udvikle Samsignal rigtig meget. Især med den store ombygning af vores hovedstation til den mest moderne i landet på dette tidspunkt, men han var også med at sikre, vores net altid var i god stand og at de rigtige løsninger blev valgt.
Henrik nåede at være medlem af bestyrelsen i Samsignal i mere end 10 år, inden han selv trak sig som medlem, ganske kort før sin al for tidlige bortgang. For som han sagde; så vil jeg selv beslutte at stoppe, inden andre eller andet gør det. I forbindelse med at Henrik stoppede, var det meget vigtig for ham, at alt blev overdraget til os andre i bestyrelsen. Det var sådan Henrik var, en der altid tænkte mere på foreningens ve og vel end på sig selv.
Henrik vil blive savnet som vores kollega, vores ven, for sit altid gode humør, sin meget store indsigt i branchen og sit store arbejde med at gøre Samsignal til den bedste forening.
Vores tanker går til familien.
Æret være Henrik Hougaards minde.
På vegne af bestyrelsen i Samsignal
Anders Lisvad, Formand